Ringsbjerg Højspændingsstation og tre 400 kV kabelanlæg

Kort om projektet

Projektet omfatter etablering af en 400 kV højspændingsstation i Køge Kommune, sydvest for Køge by og umiddelbart nordøst for landsbyen Ringsbjerg.

Desuden omfatter projektet et nedgravet 400 kV kabelanlæg fra Ringsbjerg Højspændingsstation til Bjæverskov Højspændingsstation i Køge Kommune af ca. 8 km samt to parallelle nedgravede 400 kV kabelanlæg fra Ringsbjerg Højspændingsstation til en ny højspændingsstation ved Solhøj i Høje-Taastrup Kommune af ca. 29 km. (Solhøj Højspændingsstation bliver etableret i forbindelse med projekter Energiø Bornholm og er dermed ikke en del af Ringsbjerg projektet). Kabelanlægget mellem Ringsbjerg og Solhøj etableres gennem kommunerne Køge, Solrød, Roskilde, Greve, Høje-Taastrup og Ishøj.

Såvel Ringsbjerg Højspændingsstation som kabeltracéerne til Bjæverskov og Solhøj er placeret ud fra en samlet vurdering og under størst mulig hensyntagen til lodsejere, natur og miljø, landskab, kulturværdier, planforhold samt samfundsøkonomi og -interesser.

Projektet omfatter endvidere opsætning af to master nord for Bjæverskov Højspændingsstation med tilhørende luftledninger.

Det konkrete projekt består dermed af:

  • Etablering af Ringsbjerg Højspændingsstation.
  • Etablering af 400 kV kabelanlæg fra Ringsbjerg Højspændingsstation til hhv. Bjæverskov og Solhøj.
  • Etablering af to luftledningsmaster ved Bjæverskov Højspændingsstation med tilhørende luftledninger.

Der skal gennemføres en miljøvurdering af det konkrete projekt, i form af udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, som udgør beslutningsgrundlaget for Miljøstyrelsens vurdering af, om der kan gives tilladelse til projektet i henhold til miljøvurderingslovens §25. Det er Miljøstyrelsen der er myndighed for projektet i denne proces.

Desuden skal der tilvejebringes plangrundlag for Ringsbjerg Højspændingsstation, hvor Plan- og Landdistriktsstyrelsen under By-, Land- og Kirkeministeriet vil stå for udarbejdelse af plangrundlaget via et landsplandirektiv. Landsplansdirektivet vil også inkludere en koblingsstation, som anlægges i forbindelse med projektet Kriegers Flak II. Der kan læses mere om dette i Ideoplægget samt bygherres projektbeskrivelse.

Du kan læse mere om projektet på Energinets hjemmeside.

Placeringen af Ringsbjerg Højspændingsstation og de nedgravede kabelanlæg fremgår af nedenstående kortskitse. Desuden ses placeringen af Bjæverskov og Solhøj.

Placering af Ringsbjerg Højspændingsstation samt kabeltracéer mellem hhv. Ringsbjerg og Bjæverskov samt Ringsbjerg og Solhøj. Eksisterende station (Bjæverskov) er vist med grøn prik, nye stationer er vist med blå prik og navn, kabeltracéer er vist med blå linjer og kommunegrænser er vist med orange linje.

Proces og status (opdateret den 8. maj 2026)

Sagens dokumenter 

Høring: 2. offentlighedsfase 8. maj 2026 – 8. juni 2026 
Offentlig høring af miljøkonsekvensrapport om vurdering af virkninger på miljøet og udkast til afgørelse for Ringsbjerg projektet samt udkast til fravigelse fra habitatbekendtgørelsen og udkast til dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen. 

Høringssvar skal være Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i hænde senest mandag den 8. juni 2026 

Høringssvar skal sendes til mail@sgav.dk eller til Miljøvurdering & Plan, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Lerchesgade 35, 5000 Odense C. Angiv venligst emnet: "Ringsbjerg projektet” og journalnummer 2024 - 18138. Herudover bedes du/I anføre navn og adresse i høringssvaret.

Høringsmateriale 

Udkast § 25-tilladelse - Ringsbjerg

Ringsbjerg miljøkonsekvensrapport

 

Idéfasen