EUTR

Ulovlig tømmerhugst er et globalt problem med omfattende negative økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige virkninger. De negative virkninger af den illegale hugst er blandt andet

  • at landene ikke har kontrol med fældning af skovene og går glip af indtægter fra skovhugsten,
  • at levevilkår for lokalbefolkningen og levesteder for dyr og planter bliver ødelagt,
  • at det øvrige skovbrug udsættes for unfair konkurrence.

Man taler om ulovligt fældet træ og ulovlig skovhugst, når træer i et land fældes i strid med lovene i landet. Problemet kan enten være, at personerne eller firmaet bag fældningen ikke har de nødvendige tilladelser, eller de fælder uden at betale de lovpligtige afgifter eller hensyntagen til miljøet m.m.

Et internationalt problem

Ulovlig tømmerhugst sker primært i ulandene samt i nogle østeuropæiske lande. En del af træet handles internationalt og kommer både til Europa og sandsynligvis også til Danmark.

Der findes ingen officielle statistikker om ulovlig træ. Men for nogle lande estimeres det, at mere en 90 procent af det handlede træ er fældet ulovligt.

Der findes heller ingen præcise opgørelser over, hvad ulovlig tømmerhugst koster i tabte indtægter for de lande, det går ud over. Men Verdensbanken skønner, at producentlandene som minimum mister 90 milliarder kroner om året, hvilket svarer til 10 procent af den samlede verdenshandel med træ. Interpol har estimeret at ulovligt fældet træ har en markedsværdi på ca. 170 milliarder kr. årligt.

Skadevirkningerne kan bestå i omfattende ukontrollerede skovrydninger, der fører til erosion, oversvømmelser og ørkendannelse, udryddelse af truede arter af vilde planter og dyr samt forringelse af livsvilkårene for millioner af lokale og indfødte, der verden over lever i dyb afhængighed af skovene. Ulovlig tømmerhugst unddrager som nævnt de berørte landes regeringers provenu fra skatter og afgifter fra skovdrift, ligesom det skaber ulige vilkår på træmarkedet, til ugunst for dem, der opererer på lovligt og bæredygtigt grundlag.

EU´s og Dansk indsats for at bekæmpe ulovlig tømmerhugst

Sammen med EU arbejder Danmark på at stoppe EU’s import af ulovligt træ. Danmark arbejder også aktivt med politik for offentligt indkøb af lovligt og bæredygtigt træ.

EU´s Tømmerforordninger fik virkning fra 3. marts 2013. Fra den dag blev det ulovligt at omsætte ulovligt fældet træ eller træprodukter heraf på EU´s indre marked. Virksomheder, der i første omsætningsled bringer træprodukter på markedet, er herefter bl.a. forpligtiget til at gennemføre en risikovurdering og risikominimering for at undgå at træet kommer fra ulovlige kilder.

Til administrationen af EU´s forordninger til bekæmpelse af handel med ulovligt fældet træ og træprodukter heraf vedtog Folketinget enstemmigt det danske lovgrundlag 6. december 2012. Det er Miljøstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed for administration af EU´s forordninger til bekæmpelse af ulovligt fældet træ.

Lov. nr. 1225 af 19. december 2012
Bekendtgørelse nr. 849 af 27. juni 2016
Bekendtgørelse nr. 95 af 28. januar 2019

Naturstyrelsen (nu Miljøstyrelsen) har i 2016 færdiggjort en vejledning til danske skovejere, der uddyber og forklarer vigtige elementer i den enkelte skovejers due diligence ordning. Bl.a. ved at beskrive due diligence i 12 tænkte eksempler. Læs vejledningen på Retsinformation eller hent en billedversion.

Læs mere om bekæmpelsen af ulovlig tømmerhugst

Bekendtgørelse nr. 849 af 27. juni 2016

EU-Kommissionens website: EU´s Tømmerforordning og Overvågningsorganer

EU-Kommissionens website: Illegal logging/FLEGT Action Plan

European Forest Institute: FLEGT - Voluntary Partnership Agreement

EUTR National reports

EUTR National report 2019

EUTR National report 2020

EUTR National report 2021

EUTR National report 2022

EUTR National report 2023