Kort om projektet
Projektet omfatter etablering af diger til stormflodssikring og naturforbedrende afgravninger på Peberholm.
Peberholm indgår som en del af Natura 2000-område nr. 142, og Peberholm rummer fugle og naturtyper på områdets udpegningsgrundlag, hvoraf mange ynglefugle gradvis er forsvundet på grund af tilgroning. Øresundsbro Konsortiet gennemførte i 2021 en omfattende rydning af 10 ha på den sydøstlige del af Peberholm. Dette har ikke ført til dokumenterede, markante forbedringer for fuglearterne på udpegningsgrundlaget.
Der er behov for at øge de lysåbne arealers funktion som potentielt yngle- og levested for ynglende vandfugle, herunder især arterne på udpegningsgrundlaget, samtidig med at der også er behov for at skabe nye levesteder for grønbroget tudse. Dette kræver tiltag i form af afgravninger med henblik på at fremme udviklingen af strandenge med midlertidige og permanente vådområder.
Da der samtidig er mulighed for at afsætte afgravet materiale lokalt ved at indbygge det i stormflodssikring af Peberholm, vil de naturforbedrende afgravninger udføres samtidig med opbygning af diger til stormflodssikring.
I forbindelse med beslutningen om at etablere Øresundsforbindelsen blev det fastlagt politisk, at Øresundsforbindelsen skulle have det højeste beskyttelsesniveau. Dette omfatter eksempelvis beskyttelse mod en stormflod på niveau med hændelser, der statistisk kun sker hvert 10.000 år. Øresundsbroen var derfor ved afslutningen af det oprindelige byggeri i 2000 sikret imod en daværende titusindårsstormflods-hændelse. Siden da har klimaprognoserne ændret sig, og fremtidsprognoser viser en øget risiko for kraftige oversvømmelser i Øresund sammenlignet med forventningerne i byggeperioden.
Dette har udløst en opdateret analyse, som viser, at en titusindårsstormflodshændelse indebærer en risiko for, at jernbanetunnelen og nogle af de tekniske installationer kan blive oversvømmet, hvilket vil sætte Øresundsforbindelsen ud af drift i minimum et år. Der er derfor truffet beslutning om at gennemføre stormflodssikring på Peberholm, så forbindelsen kan opretholdes.
Det samlede anlægsprojekt består dermed at følgende elementer:
- Etablering af diger til stormflodssikring af Øresundsforbindelsen, herunder jernbanetunnelen og nogle af de tekniske installationer.
- Naturforbedrende afgravninger med henblik på at sikre de konkrete målsætninger i Natura 2000-handleplanen 2022-2027 for N142 - Saltholm og omliggende hav.
Der skal gennemføres en samlet miljøkonsekvensvurdering af stormflodssikring og naturforbedring på Peberholm i form af udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport med henblik på at opnå en § 25-tilladelse efter miljøvurderingsloven samt en § 3-tilladelse efter kystbeskyttelsesloven. § 3-tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven erstatter således § 25-tilladelsen efter miljøvurderingsloven for stormflodssikringen. Kystdirektoratet er myndighed for stormflodssikringen, mens Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er myndighed for naturforbedringsprojektet. Kystdirektoratet sikrer som koordinerende myndighed, at der foretages en samlet miljøvurdering af begge projekter.
Stormflodsprojektet og naturforbedringsprojektet kan udføres i overensstemmelse med den gældende kommuneplan for Tårnby Kommune.
Af nedenstående oversigtskort fremgår placeringen af projektet.
Proces og status