Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø måler, hvor meget vand og hvor mange næringsstoffer, der bliver ledt fra forskellige kilder, som fx landbrug eller renseanlæg, til grundvand, vandløb, søer, fjorde og hav.
Overvågningen gør det muligt at beskrive, hvor meget kvælstof og fosfor der bliver udledt, og hvilke kilder næringsstofferne kommer fra.
I vandmiljøet reagerer smådyr, fisk, vandplanter og bundlevende alger på nogle af de naturlige og menneskeskabte påvirkninger, de udsættes for. Ved at måle størrelsen og udviklingen i kvælstof og fosfor, der udledes fra landjorden til vandmiljøet, kan Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø levere viden om, hvordan nationale tiltag for at beskytte vandmiljøet virker. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sikrer samtidig, at politikere kan træffe beslutning om fremtidige miljøtiltag på et oplyst grundlag.
Hvor overvåger Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø stoftransport og udledning fra landjorden?
Stoftransport
Når Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø måler transporten af næringsstoffer i vandløb, sker det over hele landet. Data anvendes bl.a. til Danmarks vandområdeplaner, hvor den samlede udledning til søer og kystområder opgøres.
Med måleprogrammet for 2017-2021 blev yderligere 200 målestationer taget i brug, så en større del af Danmarks areal end tidligere er dækket af målinger.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø måler i vandløb tæt på byer, tæt på landbrug og i naturområder, der ikke er påvirket af menneskers aktiviteter.
Landovervågning
I seks mindre områder, hvor der drives landbrug, følger Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kredsløbet af næringsstoffer i jord og vand særligt detaljeret. Herved opnås en mere nuanceret viden om tilførslen af næringsstoffer fra landbruget til grundvand, vandløb, søer, fjorde og hav.
De seks områder ligger spredt i landet, så der er variation i jordtype, dyrkning og nedbørsforhold. Dermed repræsenterer målingerne de typiske forhold for landbrug i Danmark. Hvert område er mellem 5 og 15 kvadratkilometer stort.
Hvor tit overvåger Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø stoftransport og udledning fra landjorden?
Stoftransport
Hvor ofte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø måler på det samme sted afhænger af, hvad der skal måles. Når Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø måler, hvor meget vand der strømmer gennem et vandløb, registreres vandstanden normalt hele tiden med automatiske loggere. Vandføringen og indholdet af kvælstof og fosfor måles typisk henholdsvis 12 og 18 gange om året.
Landovervågning
I fem af de seks områder med landovervågning bliver der taget prøver med forskellig hyppighed, afhængig af hvor prøven tages. Der bliver for eksempel taget prøver af jordvand fra afgrødernes rodzone og af drænvand hver uge, mens prøver af det øvre grundvand indsamles fra en til seks gange årligt.
En gang om året laver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø interviews med landmænd i alle seks områder om deres dyrkningspraksis.
Mål, vi skal opnå
Vandløb, søer, fjorde og kystvande i Danmark skal have god kemisk og økologisk tilstand. Vi skal beskytte havet omkring os mod forurening. Og vi skal beskytte dyre- og plantearter. Det gør vi blandt andet ved, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø overvåger status og udvikling for, hvor meget kvælstof og fosfor, der bliver ledt fra landjorden til vandmiljøet.
Danmark skal overvåge og begrænse udledningen af kvælstof og fosfor til vandmiljøet. Vandområdeplanerne fastsætter rammerne for, hvordan vi kan få renere vand i Danmarks søer, fjorde, åer og grundvand.
Sådan overvåges stoftransport og udledning fra landjorden
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø undersøger næringsstoffernes vej gennem hele vandkredsløbet fra jorden til vandløbene.
Nyttige links
Læs delprogrambeskrivelsen til stoftransport og landovervågning
Oversigt over overvågningsstationer
Fagdatacenter for Ferskvand, inkl. tekniske anvisninger for belastning
Fagdatacenter til Stofudvaskning fra dyrkede arealer, inkl. tekniske anvisninger
Seneste rapport med resultater fra overvågningen af stoftransport
Seneste rapport med resultater fra landovervågningen
Overvågningsdata fra Danmarks Områdeinformation