NOVANA - overvågning af natur og vandmiljø
Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA) overvåger vandmiljøets og naturens tilstand inden for de områder, der prioriteres i forhold til de politisk fastsatte økonomiske rammer.
Udstilling af data fra NOVANA-overvågningen
NOVANA-data udstilles i forskellige fællesoffentlige web-services. Følgende drives af Danmarks Miljøportal (DMP):
- Danmarks Arealinformation: Data fra delprogrammerne Hav & Fjord, Søer, Vandløb, Stoftransport & Landovervågning, MFS & Punktkilder samt Terrestriske naturtyper og arter.
- Miljødata.dk: Data fra delprogrammerne Hav & Fjord, Søer, Vandløb, Stoftransport & Landovervågning og MFS & Punktkilder.
- Jupiter: Data fra delprogrammet Grundvand.
- Danmarks Naturdata: Data fra delprogrammet Terrestriske naturtyper og arter.
Vejledninger til DMP's systemer findes på deres Help Center.
Udstilling af stationsnettet
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udstiller Overvågningens stationsnet, hvor det er muligt at se, hvilke overvågningsaktiviteter, styrelsen gennemfører. Du finder udstillingen af stationsnettet her.
NOVANA - Det nationale overvågningsprogram
Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA) overvåger vandmiljøets og naturens tilstand inden for de områder, der prioriteres i forhold til de politisk fastsatte økonomiske rammer.
NOVANA bidrager især til, at Danmark opfylder de forpligtigelser, vi har i forhold til national lovgivning, EU-direktiver og internationale konventioner om overvågning af vandmiljø, natur og luft.
De data om vandmiljø og natur, som NOVANA-programmet indsamler, opfylder store dele af behovet for viden om naturens tilstand, der skal bruges til at lave de nationale vandområde- og Natura 2000-planer.
Baggrund for og formål med NOVANA samt opbygning, organisering og drift af det samlede program fremgår af programbeskrivelsen, som også præsenterer formål, strategi og indhold for hvert af NOVANA’s otte delprogrammer.
Derfor laver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø undersøgelser på din grund
Alle de mange årlige undersøgelser, som indgår i den nationale overvågning, sker mange steder i hele landet – måske også på din grund.
Undersøgelserne kan for eksempel være målinger i vandet, kortlægning af værdifulde naturtyper og registrering af bestemte dyr og planter. Tilsammen giver undersøgelserne et indblik i, hvordan naturen overordnet set har det i Danmark.
Når Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skal besøge et areal, du ejer, sender vi et brev til dig i din e-boks om, hvornår vi regner med at komme, og hvad vi skal undersøge.
Se i videoen, hvordan vi måler.