Ændringer i projektet
Ændringer i miljøvurderingsloven pr. 1. januar 2026 betyder, at stationer og kabler ikke længere er omfattet af miljøvurderingsloven, og projektet her er ændret. Historikken fremgår nederst på siden.
Kort om projektet
Baggrunden for projektet er den stigende produktion af vedvarende energi i Danmark. I de kommende år forventes en væsentlig udbygning, især af solcelleanlæg. Lolland, Falster og Sydsjælland er nogle af de områder, hvor Energinet oplever stor interesse for at tilslutte vedvarende energi til transmissionsnettet. Etableringen af Nørre Radsted Station har til formål at styrke og udbygge transmissionsnettet i området samt skabe kapacitet og fleksibilitet for fremtidige tilslutninger af vedvarende energianlæg.
Anlægsprojektet består af følgende elementer:
- Etablering af en ny højspændingsstation, Nørre Radsted (NRA) og tilhørende regnvandsbassin.
Regnvandsbassinet, der etableres i forbindelse med NRA-station, er omfattet af krav om forudgående screening, jf. bilag 2, punkt 10, litra g. Da bassinet er en forudsætning for stationens etablering og drift, er der en funktionel sammenhæng mellem de to anlæg og det er det samlede projekt, der skal miljøvurderes.
Højspændingsstationen installeres med en kompenseringsspole med tilhørende samleskinne og højspændingsfelter. Der opsættes op til 8 stk. 26 m høje lynfangsmaster på stationen. Der opføres desuden en manøvrebygning og stationsarealet omkranses af et beplantningsbælte. Der etableres en adgangsvej med en bredde på 5-6 m nord for stationen med tilslutning til Pogemosevej.
Man kan læse mere om projektet på Energinets hjemmeside ved at følge nedenstående link.
Kabellægning af 132 kV luftledninger på Falster og Lolland
Da Energinet er et statsejet selskab, er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø myndighed for miljøvurderingen af projektet.
Miljøvurderingen bygger på en miljøkonsekvensrapport, som Energinet skal aflevere til Styrelsen for Grøn Arealomlægning. Miljøkonsekvensrapporten skal beskrive projektets påvirkninger på en lang række miljøparametre, og hvad der gøres for at undgå eller mindske eventuelle væsentlige skadelige virkninger. Energinet skal udarbejde miljøkonsekvensrapporten, inden Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kan afgøre, om der kan gives tilladelse til projektet.
Information om den igangværende miljøvurdering af projektet vil løbende være tilgængeligt på denne side.
Proces og status (opdateret den 15. juni 2026)
Sagens dokumenter
Afgrænsningsnotat (opdateret 15. juni 2026)
Idéfasen
Høringsprocessen for 1. offentlighedsfase (1. februar – 15. februar 2023).
Den tidligere proces
Miljøstyrelsen afgjorde den 02.01.2023, at vedligeholdelse af 132 kV Guldborgsund Søkabel er omfattet af krav om miljøvurdering.
Efterfølgende blev projektet udvidet med bl.a. kabellægning af luftledningerne på hver side af Guldborgsund Søkabel og etablering af højspændingsstationen Nørre Radsted.
Oprindeligt blev miljøkonsekvensvurderingen indsendt som et samlet projekt under navnet 132 kV ORH–GULB–RAD, der omfattede:
• Etablering af en ny station ved Nørre Radsted (NRA)
• Etablering af 132 kV kabelanlæg mellem Orehoved, Radsted og Nørre Radsted
• Tilslutning af to 132 kV kabelanlæg på højspændingsstationerne Orehoved og Radsted.
• Krydsning af Guldborgsund med søkabler
• Nedtagning af eksisterende 132 kV luftledningsanlæg
• Optagning af søkabler
Optagning af søkablerne udgik sidenhen af projektet på et tidligt tidspunkt i processen.
Både nedtagningen af luftledningerne, kabellægningen og etableringen af det tilhørende stationsanlæg var på ansøgningstidspunktet omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 3c.
Den 1. januar 2026 trådte imidlertid en lovændring i kraft jf. bekendtgørelse nr. 1375 af 25/11 2025 om ændring af bilag 2 til lov om miljøvurderinger, som indebærer, at jordkabler dimensioneret til spændinger over 100 kV samt tilhørende stationsanlæg ikke længere er omfattet af miljøvurderingsloven.
Energinet har derfor besluttet at trække den del af miljøvurderingsansøgningen tilbage, som vedrører jordkabler.
Demontering af luftledningen er ligeledes udtaget og bliver behandlet i et separat projekt, da det fortsat er omfattet af bilag 2, punkt 13, litra a.
Stationsanlæg er også udgået fra bilagspunktet, men regnvandsbassinet, der etableres i forbindelse med NRA-station, er omfattet af krav om forudgående screening, jf. bilag 2, punkt 10, litra g. Da bassinet er en forudsætning for stationens etablering og drift, er der en funktionel sammenhæng mellem de to anlæg. Den del af projektet, som nu er relevant og håndteres i nærværende miljøvurderingsproces, omfatter derfor:
• Etablering af en ny højtspændingsstation ved Nørre Radsted og tilhørende regnvandsbassin.
Ændringerne vedrører udelukkende forholdet til miljøvurderingsloven. Energinets praktiske gennemførelse af anlægsprojekterne fortsætter uændret.