Formidlingspuljen - jagt og vildtforvaltning

Støtte til landsdækkende foreningers formidling om jagt og vildtforvaltning

Formidlingspuljens støtter landsdækkende foreningers oplysningsarbejde om jagt og vildtforvaltning. For at opnå støtte skal foreningen kunne dokumentere, at den er landsdækkende og har haft mindst 1.000 betalende medlemmer i gennemsnit de seneste tre år. Lokale foreninger kommer således ikke i betragtning, og det samme gælder Facebook Communities og lignende, som er gratis for brugerne.

Støtteberettigede foreninger skal desuden have et tydeligt fokus på jagt- og vildtforvaltning for eksempel ved at arrangere undervisning i jagt og vildtpleje eller ved af organisere træning i brug af jagthunde, m.v.

Den støtteberettigede formidling kan for eksempel dreje sig om brugen af jagthunde, aktiv hundetræning, praktisk vildtpleje, våbenpleje eller om anskydninger og hvordan man undgår dem.

Støtten skal bruges til trykning af medlemsblade, porto og distribution. Desuden kan man få støtte til kameraudstyr, professionelle film- og fotooptagelser, software og lignende, som skal anvendes i formidlingsarbejdet. 

Krav om afrapportering

Tilskuddet bliver betalt, når kommunikationsaktiviteterne er gennemført. For at få udbetalt tilskuddet skal modtagerne indsende en kort afrapportering om, hvad pengene er brugt til, og hvad der er kommet ud af det.

Har en forening modtaget mere end 250.000 kr. i tilskud stilles der ved udbetaling krav om et revisorgodkendt projektregnskab (Revisionen udføres af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor). Alle tilskudsberettigede ansøgere får  et grundtilskud på 40.000 kr. Tilskud derudover bliver ydet proportionalt med antallet af betalende medlemmer i foreningen.

Øvrige oplysninger 

Projektudgifter, som der søges tilskud til, må ikke være afholdt forud for datoen på  tilsagnsbrevet. Ved at modtage tilskud fra puljen, accepterer foreningen, at der kan udføres kontrol med anvendelsen af tilskuddet.

Støttens størrelse

I 2025 er der 1,5 million i puljen.

Søg formidlingspuljen

Puljen er åben. Ansøgningsfristen er 15. november 2025. 

Hvis din forening får tilkendt et tilskud, får du besked senest ved årsskiftet 2025/2026

Søg støtte fra formidlingspuljen her