Erstatning i forbindelse med vandløbsrestaurering

Med denne ordning kan kommunerne søge tilskud til erstatningsudgifter i forbindelse med vandløbsrestaurering.

Tilskudsordningen har til formål at dække de erstatningsudgifter, som kommunerne har til enhver, der lider et tab i forbindelse med et vandløbsrestaureringsprojekt.

Tilskud til erstatningsudgifter kan ansøges hele året og er ikke afhængig af ansøgningsrunderne for den nationale ordning eller EHFAF-ordningen om tilskud til vandløbsrestaurering. Det er udelukkende kommuner, der kan ansøge om tilskud til erstatningsudgifter.

Ansøgninger om tilskud til erstatningsudgifter skal sendes via den digitale selvbetjeningsløsning.

Kriterierne for at opnå tilskud til erstatningsudgifter fremgår af ”Vejledning om tilskud til erstatningsudgifter i forbindelse med vandløbsrestaurering”. I bilag 1 er der et eksempel på, hvorledes erstatning udregnes.    

Der kan ikke gives tilskud til erstatning, som allerede er udbetalt. Det er derfor vigtigt, at der søges om tilskud til erstatningsudgifter, før kommunen udbetaler erstatning til de berørte lodsejere.

Når Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udbetalt tilskud til kommunen, kan der ikke søges om tilskud til yderligere erstatningsudgifter i den pågældende sag. Det er således vigtigt, at kommunen har søgt om tilskud til samtlige erstatningsudgifter, før der indsendes udbetalingsanmodning.

Opdateret vejledning for 2025

Vejledningen er opdateret med nye referencepriser. Referencepriserne er indexreguleret med 3 % i 2025.

Der arbejdes forsat på at gennemføre ressortomlægning fra Miljøstyrelsen til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i forbindelse med oprettelse af Ministerium for Grøn Trepart. Derfor er selvbetjeningsløsningen desværre endnu ikke opdateret med de nyeste referencepriser.