Bygherrer hjælpes til at navigere sikkert gennem naturbeskyttelsesregler

To nye vejledninger skal sikre hensynet til EU’s habitatdirektiv ved etablering af bl.a. vindmøller og motorveje.

I sager omfattet af krav om miljøvurdering og tilladelse er det bygherrers ansvar at redegøre for projekters indvirken på bilag IV-arter.

To nye vejledninger fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø beskriver en trinvis proces for den juridiske vurdering af projekters påvirkning af de såkaldte bilag IV-arter som padder og flagermus.

”Vejledningerne skal understøtte en proces, hvor arterne beskyttes, og hvor bygherrer og myndigheder kan arbejde målrettet og undgå unødige tids- og ressourcekrævende skridt, når der blandt andet skal opstilles vedvarende energi,” siger kontorchef Amanda Husted Simonsen Damsted fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Vejledningerne beskriver også kravene til omfanget og karakteren af de oplysninger, der er nødvendige for at foretage den juridiske vurdering. Se faktaboksen nedenfor.

Vejledningerne er udarbejdet som en del af opfølgningen på Håndbogen om bilag IV-arter, som udkom i april 2024. Hvor håndbogen har fokus på de sjældne arters biologi, har vejledningerne fokus på, hvordan reglerne er skruet sammen, og hvordan man lever op til dem.

Link: Se vejledningerne her:

Notat om de juridiske rammer for vurdering af påvirkning af bilag IV-arters levesteder

Notat om officialprincippet i miljøvurderingskontekst

Fakta: Fire trin til at opfylde reglerne

Bygherre skal følge fire trin for at foretage den juridiske vurdering og passe på eventuelt beskyttede arter indenfor et projektområde, hvor man f.eks. påtænker at rejse vindmøller.

Det første trin i processen er at vurdere, om det kan udelukkes, at der i og omkring projektområdet forekommer yngle- eller rasteområder. Det andet trin er at vurdere, om områderne vil kunne blive beskadiget eller ødelagt af projektet. Tredje trin er at afklare, om skaden på yngle- eller rasteområder kan afværges. Fjerde og sidste trin er eventuelt at søge om fravigelse af habitatreglerne og i den forbindelse fremlægge dokumentation og undersøgelser fra trin et to og tre.