Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udarbejdet en ny vejledning om anvendelse af reglerne om beskyttelse af habitatdirektivets bilag IV-arter (dvs. strengt beskyttede plante- og dyrearter). Her er der særligt fokus på flagermus, og hvordan artsbeskyttelsesreglerne bruges i miljøvurderingssager vedrørende projekter om vedvarende energi på land.
Vejledningen henvender sig til opstillere, bygherrer, rådgivere og relevante myndigheder, der skal planlægge efter, træffe afgørelser efter eller administrere natur- og miljøbeskyttelseslovgivningen.
Du kan finde vejledningen og tilhørende dokumenter her:
Om vejledningen
Vejledningen indeholder ikke nye regler, men i vurderingen af konkrete vedvarende energiprojekter på land, kan den bruges som en trin-for-trin guide til at forstå, hvordan de gældende regler om bilag IV-arter skal anvendes i praksis. Det gælder f.eks. reglerne i habitatbekendtgørelsen, artsfredningsbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven.
I vejledningen er der fokus på oplysnings- og undersøgelsespligt, forsigtighedsprincippet, proportionalitetsprincippet, afværgeforanstaltninger og fravigelsesreglerne.
Eksemplerne i vejledningen tager primært udgangspunkt i beskyttelsen af flagermus som bilag IV-art og i vind- og solcelleprojekter på land, men vejledningen er generel og gælder for alle bilag IV-arter.
Energistyrelsen udgiver en ny vejledning, der er målrettet havvindmølleprojekter i løbet af 2026.
Læs mere
Om bilag IV-arter https://sgavmst.dk/natur-og-jagt/miljoevurdering/statslige-energiparker/bilag-iv-arter