Vedligeholdelse af 400 kV luftledningsanlæg mellem Kauslunde-Fraugde

Miljøstyrelsen har indledt miljøvurderingen af projekt om vedligeholdelse af 400 kV luftledningsanlægget mellem Kauslunde i Middelfart Kommune og Fraugde i Odense Kommune. Strækningen er ca. 52 km. Projektet er et vedligeholdelsesprojekt, som går ud på at udskifte udtjente komponenter på luftanlægget i forholdet 1:1. Det betyder at de komponenter, der demonteres og fjernes, udskiftes med nye tilsvarende komponenter, som indsættes samme sted som den komponent, der er fjernet. De nye komponenter har samme funktion og udseende som de gamle, så driften af anlægget kan opretholdes og derved ikke ændres.

Det eksisterende 400 kV luftledningsanlæg over Fyn mellem Kauslunde i Middelfart Kommune og Fraugde i Odense Kommune er opført i 1971-1973. En tilstandsvurdering af anlægget har vist, at der er behov for at vedligeholde dele af anlægget nu, fordi disse er i så dårlig en tilstand, at der er risiko for at anlægget må tages ud af drift, hvorved forsyningssikkerheden i transmissionsnettet kan blive udfordret.

Energinet har i henholdt il miljøvurderingsloven ansøgt om et projekt, der omfatter udskiftning af udtjente komponenter på den ene af de to parallelle 400 kV-luftledningsforbindelser. Der forventes at blive udskiftet jordtråd, faseledere, master, isolatorer, og armaturdele ved de master, som skiftes. Ligeledes repareres fundamenter.

Vedligeholdelsen af luftledningsanlægget ændrer ikke på anlæggets drift. Anlægget fastholdes i sit nuværende trace, og de nye master monteres på eksisterende fundamenter i deres nuværende placering. Fundamenter repareres efter behov og ud fra en konkret vurdering. Masternes design fastholdes, og der sker ingen ændringer i masternes højde. Anlæggets kapacitet er ligeledes uændret, fordi der ikke kan overføres mere strøm end i nuværende situation, når vedligeholdelsen er gennemført.

Udskiftningen af komponenterne kræver en del anlægsarbejde, fordi der er behov for at tilgå hele strækningen på 52 km med maskiner og mandskab. De mest omfattende anlægsarbejder sker omkring masterne, idet det er her komponenterne befinder sig. Der vil blive etableret midlertidige arbejdspladser omkring hver mast, hvor maskiner og mandskab kan udføre arbejdet, og der vil blive etableret adgangsveje fra offentlig vej til arbejdspladserne. Imellem masterne omfatter anlægsarbejdet passage med køretøjer til at trække de nye jordtråde og faseledere. Der vil desuden være behov for pladser til midlertidige oplag af materialer. Oplagspladserne skal placeres tæt på offentlig vej.

På denne side kan man følge miljøvurderingsprocessen for projektet og finde relevant materiale.

Nuværende status i sagen (opdateret 12. august 2025):

Energinet har den 9. juli 2025 ansøgt om undtagelse efter Miljøvurderingslovens §4, stk 4, således at dele af  renoveringen kan påbegyndes, inden der foreligger en §25 tilladelse. Det skyldes, at Energinet på baggrund af luftledningsanlæggets tilstand har vurderet, at det er tvingende nødvendigt allerede i starten af august 2025 at opstarte udskiftning af master, isolatorer, ledere og jordtråd samt renovering af fundamenter på 400 kV-luftledningsanlægget.

Under sagens dokumenter er indsat Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs afgørelse om undtagelse, Energinets ansøgning om undtagelse, Energistyrelsens udtalelse og bygherres miljøkonsekvensrapport af 31. juli 2025 med bilag, der har ligget til grund for afgørelsen.

Sagens dokumenter

 

Afgørelse om undtagelse

 

Afgrænsning

 

Idéfase

Som myndighed for det konkrete projekt afholdt det tidl. Miljøstyrelsen, nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, den første offentlige høring for projektet på baggrund af idéoplægget, der beskriver baggrunden for projektet, de undersøgelser, som ventes gennemført af bygherre og med mulighed for i denne proces at få input fra borgere, myndigheder, interessenter og ikke mindste berørte parter med frist den 24. august 2020.