EU´s naturgenopretningsforordning
EU’s naturgenopretningsforordning, som trådte i kraft d. 18. august 2024, forpligter alle medlemsstaterne til at genoprette en række økosystemer og levesteder for arter på tværs af EU's land- og havområder.
Se EU’s Naturgenopretningsforordning og den sprogligt opdaterede danske version af forordningen.
Der er fælles EU-mål om, at foranstaltningerne, der skal genoprette naturen, skal dække mindst 20 procent af landområderne og mindst 20 procent af havområderne i EU senest i 2030. Alle økosystemer, der har behov for at blive genoprettet, er omfattet i 2050. Forordningen forpligter medlemslandene til at udarbejde nationale planer for naturgenopretning for at opfylde målene i forordningen.
Planerne skal bl.a. sikre genopretning og forbedring af alle de naturlige økosystemer, som er i dårlig tilstand, og som er omfattet af habitatdirektivet eller andre relevante direktiver. EU-Kommissionen har inddraget medlemslandene og parlamentet i udarbejdelsen af forordningen, som også indeholder en tidsplan for, hvornår planerne skal være udarbejdet.
I Danmark har Ministeriet for Grøn Trepart og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) det overordnede ansvar for den nationale naturgenopretningsplan, og planen bliver udarbejdet i samarbejde med forskellige andre myndigheder. Den del, der vedrører hav og kystområder, bliver gennemført i samarbejde med bl.a. Miljø- og Ligestillingsministeriet og Miljøstyrelsen (artikel 5). Den del, der vedrører økosystemer i byerne, gennemføres sammen med By-, Land- og Kirkeministeriet og Plan- og Landdistriktsstyrelsen (artikel 8).
Planen skal udarbejdes i et format, der er fælles for EU-landene (se det fælles format) (vær opmærksom på at der i formatet står hvorvidt de enkelte felter er obligatoriske, dette stemmer ikke alle steder overens med farvesystematikken).
Tidsplan for implementering af forordningen
Den danske naturgenopretningsplan er under udarbejdelse hos de relevante ministerier. Bekendtgørelse om tilvejebringelse af og klage over den nationale naturgenopretningsplan efter EU-forordning 2024/1991 om naturgenopretning (se bekendtgørelse) fastsætter, at ministeren offentliggør forslag til den første nationale naturgenopretningsplan og justering heraf. Ved annonceringen oplyser ministeren om høringsfristen.
Kommissionen fremsender bemærkninger til de nationale planer senest 6 måneder efter medlemslandene har sendt deres udkast. Forordningen fastsætter, at den endelige naturgenopretningsplan skal foreligge senest 6 måneder efter, at Kommissionens eventuelle bemærkninger er modtaget. Den endelige plan skal være klar 1. september 2027.
Forordningens elementer
Se webinar om EU's naturgenopretningsforordning
Hvis du vil vide mere
Nyttige links
- Naturgenopretningsforordningen - hele teksten
- Kort version af forordningen ”in a nutshell"
- De relevante vejledninger fra EU-kommissionen
Kontakt
Ved spørgsmål eller andre henvendelser vedrørende naturgenopretningsforordningen, skriv venligst til
Naturgenopretningsforordning@sgav.dk