Isens store kræfter har skabt bakker, dale og store flade landskaber og har efterladt jordbund af forskellig beskaffenhed. I forbindelse med, at isen er smeltet bort, er der skabt store ådale, søer, mindre vandløb, søer og moser. Landskabets grundlag eller fundament består af terrænet, forskellige jordbundsforhold og de typer af natur, som er dannet ovenpå.
Bortset fra kysterne har Danmarks terræn ikke ændret sig meget de sidste mange år udover den menneskelige påvirkning. De væsentligste, nyere historiske påvirkninger af landskabet er Landboreformerne fra 1750 til 1810 og landvindingen fra midten af 1800 til 1950.
Landskabets fundament af terræn, jordbund og natur er grundlaget for, hvordan mennesker gennem tiden har bosat sig og levet i landskabet. De steder på kysten, hvor vandet er lavt, har mennesker slået sig ned, fordi det var nemt at gå i land, og hvor jordbunden er god, har man dyrket jorden. På den måde har eksempelvis dyrkning, kvægdrift og skovbrug sammen med anden menneskelig aktivitet op gennem tiden skabt forskellige historiske lag i landskabet.
Landskabets enkelte dele som veje, huse, gårde, byer, marker, hegn, diger, gravhøje, kirker og møller, og senere højspændingsledninger, motorveje og vindmøller, fremstår forskellige alt efter, hvornår de er opført. Derfor kan menneskets brug af landskabet til skiftende tider forklare dets nuværende udseende. I nogle landskaber fremstår de menneskeskabte dele af landskabet (eksempelvis hegn, diger og gårde), eller de naturskabte dele (eksempelvis geologiske formationer som hatbakker), meget tydeligt. I andre dominerer det moderne landskab eksempelvis ved at gamle veje er nedlagt til fordel for en ny motorvej. Landskabets enkelte dele har på denne måde stor betydning for forståelsen og oplevelsen af det landskab, vi har i dag.
Landskabets rumlige og visuelle forhold handler om at forstå den måde, landskabets enkelte dele spiller sammen og forholder sig til hinanden. Det er den rumlige fornemmelse af landskabets enkelte dele, som skaber vores oplevelse af landskabet. Som et ansigt kan være domineret af en stor næse, kan et landskab være domineret af en stor bakke. I et sådant landskab siger man, at skalaen i landskabet er stor. Skalaen er styret af størrelsen af de enkelte dele i landskabet - altså den store bakke. Et landskab kan også være karakteriseret af mange små dele, som fregnerne i et ansigt. Så er skalaen lille.
Et landskab kan opleves fra helt åbent, hvor man kan se langt, til helt lukket, hvor udsynet er afgrænset af eksempelvis hegn, skove eller bakker. Det kalder man landskabets rumlige afgrænsning.
Et landskab kan fremstå komplekst. Det vil sige, at det består af mange enkelte dele med forskellig størrelse og form. Eller det kan være simpelt med få ensartede dele. Landskaber kan også fremstå ordnet med et tydeligt mønster eller rodet og uden struktur. Landskaber påvirker hinanden. Det, der sker i et landskab, kan have stor betydning for oplevelsen af nabolandskabet eller landskaber på den anden side af en sø eller et sund. Ved kyster er der altid en væsentlig visuel sammenhæng mellem land og vand. Udsigter fra enkelte punkter i et landskab kan være med til at skabe visuelle sammenhænge i et landskab eller på tværs af landskaber.