Kort om projektet
Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark planlægges etableret i Jammerland Bugt centralt i området mellem Reersø og Asnæs. Den kystnære havvindmøllepark vil have en samlet effekt på op til 240 MW ved nettilslutningspunktet. Der er ca. 6-8 km fra vindmølleområdet på havet til kysten, og der vil være ca. 2½ km på land til den nye transformerstation, der etableres, samt yderligere ca. 0,5 km til nettilslutning ved Asnæsværket. Havmølleparken vil levere den producerede effekt via ca. tre 66 kV kabelanlæg til en 132/66 kV transformerstation. Det er landdelen af projektet der beskrives her.
Myndighedsroller og bygherreroller
Jammerland Bay Nearshore A/S er bygherre for størstedelen af projektet og Energinet er bygherre for en mindre udvidelse inden for Asnæsværkets grund. Miljøvurderingen af projektet har delt myndighedskompetence, idet Energistyrelsen er myndighed for aktiviteter på vand, mens Miljøstyrelsen er myndighed for aktiviteter på land. Energistyrelsen og Miljøstyrelsen har foretaget en samlet miljøvurderingsproces med udarbejdelse af en fælles miljøkonsekvensrapport for projektet. Miljøstyrelsen er ansvarlig for at meddele en § 25 tilladelse for landanlæg i henhold til Miljøvurderingsloven, og Energistyrelsen er ansvarlig for §25-tilladelsen på havet.
Før myndighederne kan afgøre, om et projekt af denne karakter kan gennemføres, skal projektet gennemgå en miljøvurdering.
Proces
Miljøvurderingsprocessen for Jammerland Bugt Kystnær Havvindmøllepark.
Udarbejdelsen af afgrænsningsnotat. Tidspunkt: februar 2021 - 1. halvår 2022.
Miljøkonsekvensrapport og §25-tilladelse: 2. kvartal 2024
Offentlig høring: 2. og 3. kvartal 2024
§25-tilladelse udstedt: 17. december 2024.
Aktuel status (opdateret 17. december 2024)
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (som tidligere var en del af Miljøstyrelsen) har truffet afgørelse d. 17. december 2024.
Sagens dokumenter
Afgrænsning
2. offentlighedsfase (4. april 2024 - 30. maj 2024)
Miljøstyrelsen har udarbejdet et udkast til §25-tilladelse landanlægget for Jammerland bugt kystnær havvindmøllepark, beliggende i Kalundborg Kommune. Tilladelsen er meddelt i henhold til § 25 st. 1 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 03/01/2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
2. offentlighedsfase starter d. 4. april 2024 og forløber til og med d. 30. maj 2024. I dette tidsrum er du velkommen til at sende dine bemærkninger til projektet til Energistyrelsens postkasse: open-door@ens.dk. Angiv venligst journal nr. "Høringssvar til Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark" samt om bemærkningen omhandler land- eller hav-delen.
Udkast til §25-tilladelsen inkl. bilag kan ses her på siden eller fås ved henvendelse til MST via mail: mail@sgav.dk som også kan give yderligere oplysninger om projektet.
Bilag til miljøkonsekvensrapporten fremgår af Energistyrelsens hjemmeside:
https://ens.dk/ansvarsomraader/vindmoeller-paa-hav/havvindmoelleprojekter-i-pipeline
Offentliggørelse
Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk. Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at henvendelser i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. Offentligheden har adgang til sagen øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.
Klagevejledning
Klagevejledning fremgår af §25-tilladelsen.