Betaling for jagttegn og prøver foregår via ”Mit Jagttegn”, medmindre du er fritaget for digital post.
For at gå på jagt i Danmark skal man have et gyldigt jagttegn, som fornys hvert år. Et jagtår løber fra 1. april til 31. marts det efterfølgende år.
Du kan betale for dit jagttegn med betalingskort på "Mit Jagttegn". Betaling kan også ske via netbank ved at benytte betalingsoplysningerne, som findes på Mit Jagttegn eller via PBS (betalingsservice via banken).
Betaling af jagttegnsafgift
Jagttegnsafgiften er 680 kr. inklusiv obligatorisk jagtforsikring i jagtåret 2026/2027. Når først betalingen er gennemført, kan den ikke fortrydes.
Dette gælder også, hvis du har valgt det forkerte jagtår.
Du skal logge på "Mit Jagttegn" med MitID, gå under fanen ”Betalinger” og klikke på ”Betal nu” (hvis der står ”Indberet vildtudbytte”, skal du indberette vildtudbytte for sidste jagtår, før du kan få mulighed for at betale).
Hvis du er fritaget for digital post, får du et brev ultimo februar/primo marts, hvori beløb og betalingsoplysninger fremgår.
Det er ikke muligt at betale med MobilePay, check, kontanter eller at få tilsendt et girokort.
Har du våbentilladelse til riffel eller ammunition, skal dit jagttegn være betalt inden 1. april ifølge våbenloven.
Hvis du kun har et haglgevær og ingen ammunition, skal du blot betale dit jagttegn, før du skal på jagt. Vær dog opmærksom på, at politiet giver samtykke inden der kan udstedes jagttegn.
Hvis du har spørgsmål vedrørende våbenlovgivningen, skal du kontakte politiet.
Vær opmærksom på, at jagttegnsekspeditionen ikke sender rykkere for betaling af jagttegn.
Er der sket en dobbeltindbetaling ved betaling af jagttegn eller jagtprøver, vil Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø automatisk tilbagebetale det overskydende beløb til indbetalerens NemKonto, når dobbeltbetalingen er registreret.
Vildtudbytte
Før du kan få dit jagttegn fornyet, skal du indberette vildtudbytte for sidste jagtår. Hvis du ikke var på jagt eller ikke nedlagde noget, skal du stadig indberette, at du ikke nedlagde noget. Såfremt du ikke indløste jagttegn sidste år, skal du selvfølgelig ikke foretage en indberetning.
Du kan løbende indberette vildtudbytte på "Mit Jagttegn".
Du skal logge på "Mit Jagttegn" med MitID og gå under fanen ”Vildtudbytteindberetning”.
Du skal også indberette vildtudbytte, selvom du ikke har skudt noget.
Hvis du er fritaget for digital post, skal du udfylde det tilsendte vildtudbytteskema, underskrive skemaet og indsende det til vores leverandør ved at bruge den vedlagte returkuvert. Husk at komme porto på brevet, inden du sender det.
Jeg er buejæger, hvilke regler gælder for min indberetning?
Som buejæger, skal du ligesom alle andre jægere indberette vildtudbytte ved at logge på "Mit Jagttegn" med MitID og gå ind på fanen ”Vildtudbytteindberetning”.
Hvis du er fritaget for digital post, skal du udfylde det tilsendte vildtudbytteskema, underskrive skemaet og indsende det til vores leverandør ved at bruge den vedlagte returkuvert. Husk at komme porto på brevet, inden du sender det.
Hvis du afgiver skud til stort hjortevildt (kronvildt, sikavildt og dåvildt), skal du desuden indberette disse skud ved udfyldelse af et spørgeskema. Spørgeskemaet skal udfyldes for hvert afgivet skud til det større hjortevildt med bue og pil. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø anbefaler derfor, at spørgeskemaet udfyldes løbende.
Hvis du er fritaget for digital post og derfor ikke kan udfylde spørgeskemaet elektronisk, skal du ringe til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Jagttegnsekspeditionen på telefon 33 95 80 00 (Mandag til torsdag fra kl. 08:30-15:00, fredag fra kl. 08:30-14:00)
Vildtudbytteindberetningen er afgørende for, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kan tilrettelægge jagttider på vildtarterne. Vildtudbytteindberetningerne er med til at give et billede af, hvilke arter der måske har brug for bedre beskyttelse mod jagt, og hvilke arter der måske tåler et højere jagttryk.
Nej, når du ikke har bestået en skydeprøve, har du heller ikke lov til at gå på jagt, og derfor skal du ikke indberette vildtudbytte.
Andre spørgsmål
Når du har bestået jagtprøven, er det frivilligt, om du også vil betale jagttegnsafgiften. En bestået jagtprøve giver ret til at indløse jagttegn i 10 år fra og med datoen for bestået jagtprøve. Når du har betalt jagttegnsafgiften, giver det ligeledes ret til at indløse jagttegn i 10 år fra og med datoen for indbetalingen.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udsender ikke rykkere til jagttegnsberettigede, der nærmer sig 10 års fristen for betaling af jagttegnsafgiften. Hvis fristen på 10 år overskrides, skal du på ny gennemføre det obligatoriske jagttegnskursus og bestå jagtprøven, hvorefter du igen er berettiget til at indløse jagttegn. Det indebærer endvidere, at skydeprøver skal bestås på ny, før du kan udøve jagt.
På ”Mit Jagttegn” kan du se datoen for bestået jagtprøve samt datoen for din seneste indbetaling af jagttegnsafgiften.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er opmærksom på dem, som er fritaget fra regler om anvendelse af digital post fra det offentlige. Er du fritaget for digital post, vil du modtage et fysisk brev ultimo februar angående fornyelse af jagttegnet. Brev om indberetning af vildtudbytte vil blive udsendt ultimo januar.
Hvis du vil vide mere eller har brug for vejledning til digital post fra det offentlige, er der hjælp at hente på Borgerservice og biblioteket.
Udstedelse af jagttegn kræver samtykke fra politiet. Sager om samtykke behandles af Midt- og Vestjyllands Politi, Politiets Administrative Center – Tilladelser. Når du indbetaler jagttegnsafgiften, giver du samtidig accept til, at politiet undersøger, om der kan gives samtykke til udstedelse af jagttegn.
Når politiet har færdiggjort sagsbehandlingen, modtager Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø oplysninger om, hvorvidt der kan gives samtykke til udstedelse af et jagttegn til dig. Hvis der ikke gives samtykke, kan Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ikke udstede et jagttegn til dig. I denne situation tilbagebetales din indbetaling af jagttegnsafgiften.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er ikke bekendt med årsagen til, at der i den konkrete sag ikke gives samtykke til udstedelse af jagttegn. Hvis du ønsker oplysninger om, hvorfor politiet ikke har givet samtykke, kan du rette henvendelse til politiet.
Når du har betalt jagttegnsafgiften, er du samtidig ansvarsforsikret, når du går på jagt i Danmark og det øvrige Europa.
Få svar på forskellige spørgsmål om jagtforsikring og se forsikringsbetingelserne.
I dette dokument findes de forsikringsbetingelser, du er omfattet af:
https://tryg.dk/dokumenter/privat/betingelser-jagtansvarsforsikring.pdf
Jagttegnsekspeditionen modtager automatisk din nye adresse fra Folkeregistret, hvis du melder flytning.
Du skal selv sørge for at opdatere dine oplysninger, hvis du flytter til eksempelvis en c/o-adresse eller til en adresse i udlandet. Du kan opdatere dine oplysninger på "Mit Jagttegn".
Hvis politiet har givet samtykke til jagttegn, kan du på "Mit jagttegn" bestille et nyt jagttegn under fanen "selvbetjening" > "Erstatningsjagttegn" som du modtager inden for 3-4 uger med posten.
Når bestillingen er godkendt, kan du desuden printe et midlertidigt jagttegn ud inde på Mit Jagttegn under fanen ”Selvbetjening”.
Der kan i nogle tilfælde være længere svartid fra politiet på tilkendegivelse af samtykke til udstedelse af jagttegn, hvilket kan være grunden til at du ikke har modtaget dit jagttegn. I dette tilfælde får du direkte besked fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Tjek eventuelt dit digitale post.
Nej, der er ikke nogle former for rabat. Det skyldes, at betaling af jagttegnet er en statsafgift og ikke et medlemskontingent.