Udbygning af kampvognsspor og stillinger, Oksbøl: Indkaldelse af idéer og forslag.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til indholdet af miljøkonsekvensrapporten for projektet Udbygning af kampvognsspor og stillinger, Oksbøl. Idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten samt kommentarer til udkast til udtalelse om afgrænsning skal være modtaget senest mandag den 16. juni 2025. J.nr.: 2024 - 28021

Det militære øvelsesterræn ved Oksbøl skal udbygges med kampvognsspor og stillinger for at sikre at øvelsesområdet fortsat kan anvendes til at uddanne danske og internationale soldater. Projektet omfatter etablering af nye kampvognspor i øvelsesterrænet samt stillinger der skal kunne anvendes af alle typer af Forsvarets køretøjer (hjul- og bæltekøretøjer) til uddannelse og øvelse.    

Projektet ønskes gennemført i 2028-2029.

Bygherre har anmodet om frivillig miljøvurdering efter § 19, stk. 4., idet projektet er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10e ”Bygning af veje, havne og havneanlæg, herunder fiskerihavne (projekter, som ikke er omfattet af bilag 1)” og 10f ”Anlæg af vandveje, som ikke er omfattet af bilag 1, kanalbygning og regulering af vandløb”. Det skyldes, at der i det nærværende projekt skal etableres flere kilometer spor i et internationalt naturbeskyttelsesområde samt rørlægges og omdirigeres eksisterende grøfter og vandløb.

Der skal ikke tilvejebringes plangrundlag for projektet, da Forsvaret jævnfør FKOBST 611-1 har en hjemlet ret til at færdes på såvel privat ejendom som statens og offentlige institutioners ejendom i den udstrækning, løsning af opgaven herunder øvelses- og uddannelsesvirksomhed kræver det. Størstedelen af øvelsesterrænet ved Oksbøl er ejet af Forsvaret og Naturstyrelsen, som i 2023 har indgået en opdateret samarbejds- og brugsaftale der giver Forsvaret mulighed for at træne og uddanne soldater i aftaleområdet året rundt.

Bygherre skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport, der beskriver projektets virkninger på miljøet og de afværgeforanstaltninger, der er nødvendige for at begrænse eventuelle skader.

Idéoplæg

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udarbejdet et idéoplæg, der beskriver baggrunden for projektet, de undersøgelser, som nu sættes i gang, samt borgernes muligheder for at komme med input.

Yderligere oplysninger om projektet vil løbende blive offentliggjort på SGAV´s hjemmeside på følgende underside:

Udbygning af kampvognsspor og stillinger, Oksbøl

 

Høringssvar

Vi skal have modtaget dine idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten samt kommentarer til udkast til udtalelse om afgrænsning skriftligt via e-mail eller brev senest mandag den 16. juni 2025.

 

Dit bidrag skal sendes til:

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på mail: mail@sgav.dk,

Anfør venligst emnet: Miljøvurdering af udbygning af kampvognsspor og stillinger, Oksbøl, j.nr. 2024-28021. Herudover bedes eget navn og adresse anføres i høringssvaret.

Alternativt kan bidraget sendes som brevpost til:

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Tolderlundsvej 5

5000 Odense C

 

Offentliggørelse
Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i styrelsens sagsbehandling, og at indkomne idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten eller kommentarer til udkast til udtalelse om afgrænsning er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at dit navn og adresse vil kunne optræde i SGAV’s afgørelse, som bl.a. offentliggøres på styrelsens hjemmeside. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne svar. Derudover vil modtagne bemærkninger kunne blive forelagt ansøgeren til kommentering, hvis vi skønner, at det er nødvendigt.