Kort om projektet
Bygherren, OX2, planlægger at undersøge mulighederne for at etablere en energipark i den svenske EEZ med et tilhørende projektområde på 645 km2 i en varierende havdybde på 50 – 80 meter. Projektområdet Neptunus skal placeres ca. 50 km fra det svenske fastland. Afstanden til den polske og danske økonomiske zone er omkring 10 km.
Bornholm ligger 90 km fra det forslåede projektområde, hvor Christiansø er den nærmeste danske ø i ca. 70 km´s afstand fra Neptunus. Afstanden fra energi parken til det litauiske fastland er om 380 km og 100 km fra det polske fastland. Endelig er afstanden fra projektet til den tyske ø Rüpen omkring 190 km og afstanden til det tyske fastland omkring 220 km.
Neptunus vurderes af bestå af maks. 207 vindmøller med en samlet højde på 420 m. og en forventet kapacitet på 13 – 15 TWh om året. De enkelte møller i energi parken vil blive koblet til radialer, som igen vil blive forbundet med deres respektive transformerstationer.
Der er udarbejdet en afgrænsningsudtalelse som beskriver, hvad miljørapporten for projektet skal indeholde.
Høringsmaterialet findes nedenfor:
- Dokumentation til anmeldelse i henhold til artikel 3 i Espoo-konventionen
Bemærkninger til afgrænsningsudtalelsen for projektet
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til indholdet af miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til de planlagte forundersøgelser eller indholdet af den kommende miljøkonsekvensrapport, kan I sende dem til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2023-34929 senest den 21. juli 2023
Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne.