Kort om projektet
Skåne Offshore Windfarm AB ønsker at etablere en havmøllepark i den sydlige Østersø i Sverige. Projektet omfatter opstilling af 55 - 125 havmøller med en total effekt på ca. 1500 MW og et samlet areal på ca. 451 km2. Møllerne kan blive mellem 295 og 385 meter høje. Den præcise udformning af møllerne er ikke kendt, men det forventes, at der vil være tale om en traditionel 3-bladet mølle på en horisontal akse. Herudover skal der etableres interne kabelanlæg mellem møllerne og transformerplatforme.
Du kan læse mere om processen og projektet i nedenstående notifikationsbrev og afgrænsningsnotat (scopingrapport):
Bemærkninger til projektet
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til indholdet af miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I har bemærkninger til de planlagte forundersøgelser eller til indholdet af den kommende miljøkonsekvensrapport kan I sende dem til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2021-9236 senest den 2. juli 2021.
Miljøstyrelsen vil herefter videresende jeres bemærkninger til de svenske myndigheder.
Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed i den konkrete sag er at sikre, at Espoo-processen forløber korrekt og at videreformidle høringssvar fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til de svenske myndigheder. Orienteringen sker efter § 38. stk. 5 i lovbekendtgørelse nr. 973 af 26. juni 2020 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne