De tyske miljømyndigheder i Schleswig-Holstein har anmodet Miljøstyrelsen – som er den danske Espoo-myndighed [1] - om at gennemføre en høring af den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer om miljøvurdering af ændring af et kulfyret kraftværk til et kraftvarmeværk i Flensburg, i Tyskland. Miljøkonsekvensrapporten sendes i høring i Danmark, da projektet potentielt kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger.
Kort om projektet:
Stadtwerke Flensburg GmbH planlægger at modernisere dele af de eksisterende produktionsanlæg i Flensburg til produktion af fjernvarme og strøm (kraftvarmeværk).
Følgende tiltag er planlagt på stedet i de næste par år:
• Opførelse og drift af et gas- og dampturbineanlæg (GuD-anlæg - Kedel 13) med en nominel
indfyret termisk effekt på 220 MW
• Opførsel af en naturgasforbindelse til det nye GuD-anlæg (fabriksledelse)
• Demontering af den nuværende Halux-hal (nuværende anvendelse: reservedelslager og
sociale rum)
• Reduktion af den eksisterende hal til løs gods på anlægsområdet
• Nedlæggelse af to kulfyrede kedler med fluidiseret leje og en dampturbine (Kedel 9 og 10).
Der er udarbejdet en miljøvurdering af de grænseoverskridende miljøpåvirkninger, som projektet kan medføre i Danmark. I ansøgning om ændringstilladelse Nybygning af Kedel 13 Bilag A 1.2 Bilag A er følgende konklusion anført: Det planlagte GuD-anlæg vil ikke medføre nogen betydelig grænseoverskridende negativ miljøpåvirkning.
Danmark blev notificeret om projektet i 2018, hvor de tyske miljømyndigheder i Schleswig-Holstein bad de berørte myndigheder om at komme med bemærkninger til indholdet i afgrænsningsnotatet/scopingnotatet om indhold og omfang af den kommende miljøkonsekvensrapport.
Høringsmaterialet findes i nedenstående link:
Approval procedure for the combined heat and power plant Flensburg
Modifikation af ændringsansøgningen nybygning af Kedel 13 - kapitel 14 Miljøindvirkningsvurdering
Ansøgning om ændringstilladelse nybygning af kedel 13 - Bilag A 1.2 Kort beskrivelse
Øvrigt materiale kan ses på UVP-verbund hjemmeside
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til miljøvurderingen af de grænseoverskridende påvirkninger af projektet, skal ønske om deltagelse/bemærkninger være Miljøstyrelsen i hænde senest den 27. februar 2020
Henvendelser skal sendes på Email med angivelse af journalnummer: 2020 - 6144.
Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed i den konkrete sag er at sikre, at Espoo-processen forløber korrekt og at videreformidle høringssvar fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til de tyske myndigheder. Orienteringen sker efter § 38. stk. 5 i lovbekendtgørelse nr. 1225 af 25. oktober 2019 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
[1]Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne