Opfordring til at begrænse fodring af hjorte

Borgerne opfordres til at mindske fodring af hjortevildt, særligt fodring nær bebyggelse er uønsket.  

Naturstyrelsen har opfordret til at undgå fodring af hjortevildt, og det initiativ bakkes nu op af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som har ansvaret for hjortevildtforvaltningen i Danmark.

Fodring af hjortevildt får dyrene til at ændre adfærd, så de bliver opsøgende, fordi de vænner sig til at forbinde mennesker med føde, særligt når det sker tæt på bebyggelse. Naturstyrelsen kender således til flere eksempler på hjorte, som er opsøgende og næsten håndtamme på grund af fodring.

Da hjortevildt – kronvildt, dåvildt, sikavildt og rådyr – typiske er byttedyr for ulve, er det ikke hensigtsmæssigt at tiltrække disse arter til områder nær byer og tættere bebyggelse, da hjortevildtets tilstedeværelse også kan trække ulve tættere på bebyggelse.

Herudover understreger begge styrelser, at man ikke gør dyrene en tjeneste ved at lægge foder ud til dem. Hjortevildt er drøvtyggere og har et fordøjelsessystem, som er tilpasset planteføde med et højt fiberindhold, såsom græs og urter, bark, kviste og lignende. Letfordøjeligt foder som roer og gulerødder med højt indhold af sukker og forarbejdede fødevarer som franskbrød og lignende kan direkte skade deres fordøjelsessystem og gøre dem syge.

Læs også Naturstyrelsens artikel: Undgå fodring af hjortevildt