Vandområdeplanerne opdateres med aftalen om Grøn Trepart

”Aftale om implementering af et grønt Danmark”, den politiske aftale, der udmønter Den Grønne Trepart, er nu blevet integreret i vandområdeplanerne for 2021-2027. De opdaterede vandområdeplaner sendes i offentlig høring i et halvt år.

De opdaterede vandområdeplaner er et markant løft for vandmiljøet i forhold til de oprindelige vandområdeplaner, der blev offentliggjort i 2023.

De årlige reduktioner af kvælstofudledning til vandmiljøet skrues op fra 10.400 tons til 13.800 tons i overensstemmelse med ”Aftalen om implementering af et grønt Danmark.”

Det betyder, at vandområdeplanerne nu er ajourført med indholdet af den politiske aftale om Den Grønne Trepart og det såkaldte genbesøg af kvælstofindsatsen, som blev aftalt i 2021.

De opdaterede vandområdeplaner skal sikre forudsætningerne for, at kystvande og fjorde kommer i god økologisk tilstand. Kommunerne og de lokale grønne treparter bliver i den kommende tid centrale for at gennemføre de nødvendige indsatser.

Ud over kvælstofindsatsen er vandområdeplanerne også skærpet på en række andre områder. Der skal restaureres cirka 7.500 km vandløb, hvilket er 2.000 km mere end i vandområdeplanerne fra 2023.

Der skal fjernes 1.500 spærringer i vandløbene. Det er dobbelt så mange som oprindelig planlagt i vandområdeplanen fra 2023.

For at begrænse fosforudledningen indføres der et nyt virkemiddel i form af plantning af træer langs vandløb. Træerne holder på fosforen i åbrinkerne, så den ikke ender i søerne. Der kommer en tilskudsordning til plantning af træer langs åbrinker.

Der skal restaureres ekstra 36 søer og 200 hektar fosforvådområder.

Der er kommet ny viden om miljøfarlige forurenende stoffer i vandområderne, som er indarbejdet i planerne. Kilder til miljøfarlige, forurenende stoffer skal opspores, hvis de forhindrer opfyldelse af miljømålene.

Vandområdeplanerne er i offentlig høring til den 20. juni 2025.

Se de opdaterede udkast til vandområdeplaner på Høringsportalen

Læs pressemeddelelsen fra Ministeriet for Grøn Trepart

Faktaark om kystvande (PDF) 

Faktaark om vandløb (PDF)

Faktaark om søer (PDF)

Faktaark om grundvand (PDF)

Faktaark om vandplaner (PDF)

Se vandplandata

Se Miljøgis

Se de "gamle" vandplaner - fra før opdateringen - der blev offentliggjort i juni 2023 

Fakta: 30 års arbejde for vandmiljøet

Vandområdeplanerne løber over en seksårig periode, hvor de fungerer som ramme for forvaltningen af overfladevand og grundvand i Danmark. Den nuværende plan er tredje generation af vandområdeplanerne og gælder for perioden 2021-2027.

Vandområdeplanerne bygger på en forudgående høringsproces, et solid fagligt grundlag samt tidligere generationer af planer. Første generation af vandområdeplaner gjaldt fra 2009-2015, og anden generation gjaldt fra 2015-2021.

Læs mere om det faglige grundlag på Miljøstyrelsens hjemmeside