Espoo – Notifikation om plan for revision af den nationale havnepolitik i Republikken Irland

Miljøstyrelsen har som myndighed for Espoo-konventionen* modtaget notifikation om plan for revision af den nationale havnepolitik i Republikken Irland. Danmark modtager informationen, da planen kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og derfor gennemføres en høring af den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer.

Kort om planen

Transportministeriet i Republikken Irland forbereder en revision af 2013's nationale havnepolitik, som i øjeblikket giver den overordnede politiske ramme for styring og fremtidig udvikling af Irlands netværk af statshavne. I løbet af de efterfølgende ti år siden dens gennemførelse er de brede mål, der er skitseret i politikken, blevet nået, og der er behov for en revideret tilgang hjælpe irske havne med de miljømæssige, teknologiske, demografiske og geopolitiske udfordringer i det næste årti – den reviderede nationale havnepolitik vil derfor bygge videre på 2013-politikken.

Den nationale havnepolitik anno 2013 findes her:

https://www.gov.ie/en/publication/4aa3cc-national-ports-policy/

Der er udarbejdet en afgrænsningsrapport som beskriver, hvad miljørapporten for planen skal indeholde.

Høringsmaterialet findes nedenfor:

Notifikationsbrev, Revision Af Den Nationale Havnepolitik I Republikken Irland

SEA Afgrænsningsrapport, Revision Af Den Nationale Havnepolitik I Republikken Irland

 

Bemærkninger til afgrænsningsrapporten for planen

Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til indholdet af miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.

Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til de planlagte forundersøgelser eller indholdet af den kommende miljørapport, kan I sende dem til espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2024 – 58820 senest den 13. september 2024.

Bemærk fristen er skubbet til d. 13. september 2024, der kan derfor ses bort fra fristen oplyst i notifikationsbrevet.

Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne