Espoo – Konsultation om ændring i den hollandske lov om atomenergi mhp. langvarig drift af Borssele atomkraftværk.

Miljøstyrelsen har som myndighed for Espoo-konventionen* modtaget konsultation om ændring i den hollandske lov om atomenergi mhp. langvarig drift af Borssele atomkraftværk. Danmark modtager informationen, da lovændringen kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og derfor gennemføres en høring af den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer.

Kort om lovændringen

Borssele atomkraftværket ligger nær den hollandske by Borssele i den sydvestlige del af Holland. Atomkraftværket har været i drift siden 1973. Den hollandske regering har til hensigt at forlænge Borssele-atomkraftværkets levetid efter 2033 som en del af overgangen til en CO2-neutral energiforsyning. For at muliggøre levetidsforlængelsen igangsættes der som et første skridt en ændring af den hollandske lov om atomenergi. Desuden skal pagten ’Kerncentrale Borssele 2006’ ændres. På et senere tidspunkt følger procedurerne for de nødvendige tilladelser og en myndighedsbeslutning. For ændringen af ​​loven og pagten udføres en miljøkonsekvensvurdering.

Der er udarbejdet en miljøkonsekvensrapport til lovændringen som belyser de mulige grænseoverskridende miljøpåvirkninger, som langvarig drift af Borssele atomkraftværk kan medføre.

 

Høringsmaterialet findes nedenfor:

EIA Summary In English

EIA Report On Amendments To The Nuclear Energy Act, In English

Attachment 1 of EIA Report in English

Amendment in the Nuclear Energy Act in English

 

Bemærkninger til projektet og tilhørende miljøkonsekvensrapport

Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger til miljøkonsekvensrapporten samt planlagte lovændring for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.

Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til lovændringen med tilhørende miljøkonsekvensrapport kan I sende dem til espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2023 – 30975 senest den 27. september 2024.

Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne