Espoo - Høring om ændring af 1 vindmølle ved Elhöft - Tyskland

Miljøstyrelsen har som myndighed for Espoo-konventionen* modtaget høring om ændring af 1 vindmølle ved Elhöft, Tyskland Danmark modtager informationen, da projektet kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og derfor gennemføres en høring af den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer.

Kort om projektet

Projektet omhandler en ansøgning om tilladelse til at opstille en anden vindmølle end den, der er givet tilladelse til. I stedet for en vindmøllen af typen Siemens SWT-3.2-113 med en navhøjde på 115 m, en
rotordiameter på 113 m, og en totalhøjde på 171,5 m og en nominel effekt på 3,2 MW skal der nu opstilles en vindmølle af typen Nordex N133-4.8 med en navhøjde på 110 m, en rotordiameter på 133,2 m, en totalhøjde på 176,6 m og en nominel effekt på 4,8 MW.

I forbindelse med den oprindelige tilladelsessag, som omfattede opstillingen og driften af seks vindmøller, blev en grænseoverskridende høring af myndigheder og offentligheden foretaget, fordi det ikke kunne udelukkes, at projektet har væsentlige miljøpåvirkninger på
dansk område. Den nu planlagte ændring angår den vindmølle, som fik tilladelse den 07.04.2020 med journalnummer G40/2016/454. Det antages, at der med ændringen af vindmølletypen ikke følger yderligere væsentlige grænseoverskridende miljøpåvirkninger.

Der er udarbejdet en miljøvurdering af projektet som belyser de mulige grænseoverskridende miljøpåvirkninger, som opstilling af den nye vindmølle kan medføre. 

Høringsmaterialet findes nedenfor: 

 

Bemærkninger til projektet

Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger til miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.

Hvis I har bemærkninger til miljøvurdering om ændring af vindmølle ved Elhöft, Tyskland kan I sende dem til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2022-14400 senest den 16. november 2023.

Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne