Espoo - Notifikation om plan for den hollandske strategiske miljøvurdering (SEA) for vindmølleparken Delfzijl Zuid.

Miljøstyrelsen har som myndighed for Espoo-konventionen* modtaget notifikation om plan for den hollandske strategiske miljøvurdering for den nationale vindmøllebestemmelse. Danmark modtager informationen, da planen kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og derfor gennemføres en høring af den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer.

Kort om planen

I 2021 traf det hollandske statsråd en afgørelse i en sag om udvidelsen af vindmølleparken Delfzijl Zuid. På grund af denne dom kan de generelle vindmøllebestemmelser for boligmiljøet ikke længere anvendes, da de ikke var baseret på en strategisk miljøvurdering.

Det hollandske ministerium for infrastruktur og vandforvaltning er derfor ved at udarbejde fornyede nationale vindmøllebestemmelser for livsmiljøet. Bestemmelserne omfatter blandt andet gener fra støj, gener fra flimrende skygger, udvendig sikkerhed og gener fra forhindringslys og lysblænding. Der medtages også en bestemmelse om afstanden mellem vindmølle og boliger.

I 2021 blev scoping - rapporten for udarbejdelse af en strategisk miljøvurdering offentliggjort og åben for kommentar. Derefter blev der udarbejdet miljøvurderingsrapport, som indeholdt en yderligere uddybning af forskellige alternative muligheder. Miljøvurderingsrapporten er baseret på scopingrapporten og de modtagne bemærkninger hertil.

Der er udarbejdet en miljøvurderingsrapport af planen som belyser de mulige grænseoverskridende miljøpåvirkninger, som planen kan medføre.

Høringsmaterialet findes nedenfor:

- Summary of SEA report 

Bemærkninger til planen

Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger til miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.

Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til udkast til plan med tilhørende miljøvurderingsrapport kan I sende dem til espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2023-109136 senest den 22. november 2023.

Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne.