Kort om planen
En gruppe af direktorater ledet af Norges Vandressource- og Energidirektorat har identificeret 20 områder, som vil blive vurderet i en strategisk miljøvurdering i henhold til offshoreenergiloven. Gruppen af direktorater har også foreslået to programmer for strategisk miljøvurderinger. Det første er for områderne Sørvest F og Vestavind F. Disse to områder er udvidelser af arealer, der tidligere er åbnet for offshore energiproduktion.
Det andet program er for 18 nye områder, der er blevet identificeret.
Der er udarbejdet en miljørapport af planen som belyser de mulige grænseoverskridende miljøpåvirkninger, som planen kan medføre.
Udvikling af vedvarende energi, hvor havvind er den mest sandsynlige, kan have grænseoverskridende virkninger, især for fugle, fisk og havpattedyr.
Høringsmaterialet findes nedenfor:
- Retningslinjer for de strategiske VVM-vurderinger
- Forslag til det strategiske VVM-program for tildeling 2025
- Forslag til det strategiske VVM-program for 18 udpegede områder
Udkast til plan med tilhørende miljøvurdering for projektet kan desuden ses på følgende hjemmeside:
Bemærkninger til planen
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger til miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til udkast til SEA plan for havvindmølleparker med tilhørende miljøvurdering/miljøkonsekvensrapporten kan I sende dem til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2023-33683 senest den 21. august 2023.
Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne.