Afgørelse om at etablering af røroverkørsler i Tåsinge Vejle ikke er omfattet af krav om miljøvurdering

Miljøstyrelsen har afgjort at Naturstyrelsen ikke skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for projekt i Tåsinge Vejle med etablering af røroverkørsler og forbedring af eksisterende kreaturovergange. Projektet er beliggende i Svendborg Kommune.

Formålet med projektet er at forbedre vilkårene for en række ynglende sårbare vandfugle, især en række ternearter, men også vadefugle som klyde og brushane.

Som en del af forbedringen indgår, at vegetationen på arealerne tæt ved vandfladen holdes lav flere steder end i dag. Dette forudsætter at de græssende dyr, langs bredden af Vejlen, bedre kan tilgå området.

Der er en række grøfter omkring Vejlen, som sikrer afvanding fra naboarealerne til Vejlen. Disse grøfter rensens regelmæssigt op, men kreaturerne skal kunne passere grøfterne, ligesom forpagteren skal kunne komme til med traktor ved behov for at tilse dyr.

Afgørelsen om at projektet ikke kræver udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, er truffet på baggrund af en screening efter miljøvurderingslovens § 21. Al relevant materiale kan tilgås nedenfor:

Journal nr.: 2022-36937

Offentliggørelse
Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk. Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at henvendelser i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Klagevejledning
Klagevejledning fremgår af selve afgørelsen.

En eventuel klage skal være modtaget senest fire uger efter offentliggørelsen af afgørelsen dvs. den 13-06-2023.