Kort om projektet
ELWIND er et fælles estisk-lettisk statsdrevet havvindmølleparkprojekt i Østersøen. VVM-proceduren vil blive udført i hvert land – Letland og Estland – separat i henhold til love og juridiske procedure i hvert land. ElWIND Letland er planlagt udviklet på Kurzeme-kysten i havområdet E4 modsat Pãvilosta omkring 15 – 20 km fra kysten.
Arealet af ELWIND (Letland) er 200 km2. Det er planlagt at vindmølleparkens samlede installerede kapacitet vil være fra 500 op til 1000 MW med maks. 67 vindmøller afhængig af kapaciteten af hver vindmølle (15 – 25 MW). Den maksimale højde af vindmøllerne vurderes til at være 350 m. med en rotordiameter på op til 300 m.
Der er udarbejdet en afgrænsningsudtalelse som beskriver, hvad miljørapporten for projektet skal indeholde.
Høringsmaterialet findes nedenfor:
- Beskrivelse af havvindmølleparken ELWIND (LETLAND)
- Lettisk maritim fysisk plan
Bemærkninger til afgrænsningsudtalelsen for projektet
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til indholdet af miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen ellerhar bemærkninger til de planlagte forundersøgelser eller indholdet af den kommende miljørapport/miljøkonsekvensrapport, kan I sende dem til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2023-48803 senest den 11. september 2023.
Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne