Kort om planen
Det tyske Bundesamt für Seeschiffahrt und Hydrographie (BSH), har i overensstemmelse med §§ 10, stk. 2 og 12, stk. 5 i loven om havvindmøller begyndt at undersøge egnetheden for arealerne N-13.1, N-13.2 og N-6.8 i den tyske EEZ i Nordsøen til opførelse og drift af havvindmøller. I forbindelse med processen for egnethedsundersøgelse gennemføres en strategisk miljøvurdering.
De pågældende arealer ligger mere end 60 kilometer fra den danske eksklusive økonomiske zone.
Der er udarbejdet et udkast til undersøgelsesramme for indledende undersøgelser og strategisk miljøvurdering som beskriver, hvad miljørapporten for planen skal indeholde.
Høringsmaterialet findes nedenfor:
- Udkast til undersøgelsesramme for indledende undersøgelser og strategisk miljøvurdering
Bemærkninger til planen
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger til udkastet til undersøgelsesramme for indledende undersøgelser samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til udkast til undersøgelsesramme for indledende undersøgelser kan I sende dem til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2023-117552 senest den 23. januar 2024
Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed er: at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter, vejlede om deltagelse, at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet samt at sikre Espoo-processen forløber korrekt, Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne