Espoo - Notifikation om etablering af Triton Havmøllepark i Østersøen (Sverige)

De svenske myndigheder har anmodet Miljøstyrelsen – som er den danske Espoo-myndighed* - om at gennemføre en høring af den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer om notifikation om den svenske havvindmøllepark Triton. Danmark informeres om projektet, da det kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger.

Kort om projektet

Bygherren OX2 AB ønsker at etablere havmølleparken Triton i den svenske del af Østersøen syd for Skåne. Havmølleparken plnalægges at få en effekt på 1800 MW og vil bestå af mellem 68 til 129 vindmøller med en maksimal totalhøjde på 370 meter.

Du kan finde mere information i høringsmaterialet nedenfor:

Notifikationsbrev

Projektbeskrivelse (svensk)

Projektbeskrivelse (engelsk)

Bemærkninger til projektet

Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger til potentielle grænseoverskridende virkninger. Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til de grænseoverskridende påvirkninger, som projektet kan medføre, skal ønske om deltagelse/bemærkninger være Miljøstyrelsen i hænde senest den 6. december 2021.

Henvendelser skal sendes til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2021-61583.

Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed i den konkrete sag er at sikre, at Espoo-processen forløber korrekt og at videreformidle høringssvar fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til de svenske myndigheder. Orienteringen sker efter § 38. stk. 5 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om Miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

* Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne