Offentlig høring om Nationalt Vandprogram 2022-2027 i Holland

De hollandske myndigheder har orienteret Miljøstyrelsen – som er den danske Espoo-myndighed* - om, at der gennemføres en høring om Nationalt Vandprogram 2022-2027 i Holland med tilhørende miljøvurdering. Planen sendes i høring i Danmark, da den potentielt kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger.

Kort om planen:

Det Nationale Vandprogram i Holland fastlægger nationale retningslinjer for implementeringen af udviklings- og driftsplaner for de hollandske vandområder i perioden 2022-2027. Planen er i offentlig høring til september 2021 og forventes vedtaget i perioden september til marts 2022.

Ud over selve planen har de hollandske myndigheder udarbejdet en miljøvurdering (SEA) af planen som belyser de mulige grænseoverskridende miljøpåvirkninger, som planen kan medføre.

Høringsmaterialet findes i nedenstående link:

Ikke teknisk resumé af miljøvurdering af planen (SEA)

Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til planen med tilhørende miljøvurdering af de grænseoverskridende påvirkninger, skal ønske om deltagelse/bemærkninger være Miljøstyrelsen i hænde senest den 17. september 2021.

Henvendelser skal sendes til Espoo@mst.dk med angivelse af journalnummer: 2021-16282

 

Miljøstyrelsens opgave som Espoo-myndighed i den konkrete sag er at sikre, at Espoo-processen forløber korrekt og at videreformidle høringssvar fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til de Hollandske myndigheder. Orienteringen sker efter § 38. stk. 5 i lovbekendtgørelse nr. 973 af 26. juni 2020 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

*Espoo konventionen: bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne