Afgørelse om at etablering af gasledning til transport af opgraderet biogas fra Nature Energy Midtfyn ikke er omfattet af krav om miljøvurdering

Miljøstyrelsen har afgjort at Dansk Gas Distribution (DGD ikke skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for en mindre ledningsstrækning til transport af opgraderet biogas fra Nature Energy Midtfyn i Faaborg-Midtfyn Kommune. Dansk Gas Distribution (DGD) ansøger om at etablere en ny 7 bars distributionsledning, der skal ligge fra ny BMR station på anlægget og op langs adgangsvejen til biogasanlægget Nature Energy Midtfyn, med en samlet ledningsstrækning på cirka 1,1 km. En eventuel klage skal være modtaget senest fire uger efter offentliggørelsen af afgørelsen dvs. 29 oktober.

Afgørelsen om, at projektet ikke kræver udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, som er en særlig vurdering af projektets virkninger på miljøet, er truffet fordi projektet ikke vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Afgørelsen er truffet på baggrund af at der i screeningen ikke er fundet anledning til at antage, at projektet vil have væsentlige, negative indvirkninger på miljøet. Der lægges her især vægt på at det anmeldte projekt ikke forventes at påvirke beskyttet natur eller arter negativt.

I afgørelsen lægges desuden vægt på:

  • at ledningstracéet etableres i tilknytning til eksisterende biogasanlæg, indenfor Faaborg-Midtfyns lokalplan nr. 2015-1 ”Område til tekniske anlæg, biogas m.v. Heden”.
  • at projektet ikke begrænser anvendelsen af naboarealerne
  • at projektet ikke kan påvirke Natura 2000- eller bilag IV-arter
  • at der ikke er behov for grundvandssænkninger der kan medføre påvirkninger af særlige drikkevandsinteresser
  • at projektet vil ikke have nogen betydning for eller påvirkning af de målsatte vandområder da oppumpning og tilledning af (regn)vand fra renderne ikke udledes til vandløbene men udledes til omkringliggende jord.
  • at der ikke vil være en negativ indvirkning på de målsatte vandløbs nuværende økologiske tilstand eller væsentlige påvirkninger af overfladevand.
  • at nærmeste beskyttede naturtype (sø) i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3 er 180 m fra projektområdet. Søen vurderes ikke væsentligt negativt påvirket hverken i projektets anlægsfase eller driftsfase grundet projektets udformning og afstand.

- Ansøgning
Miljøstyrelsens screeningsskema
Afgørelse
Oversigtskort
Ledningsplan Midtfyn

Offentliggørelse
Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk. Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at henvendelser i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Klagevejledning
Klagevejledning fremgår af selve afgørelsen.